Børnehuset Stjernen er dannelses- og læringssted for børn i alderen 0-6 år, hvor vi er delt op i 5 grupper efter alder.
De yngste vuggestuebørn
For de 0-2 årige er det sansemotoriske grundlaget for planlægningen af arbejdet. De oplever, lærer og møder verden igennem deres sanser. Personalet i modtager teamsene er omhyggelige med at tænke både detaljerne og gentagelserne ind i deres projektforløb. Her må vi ikke have travlt. Der skal være tid til at vende og dreje tingene, smage og lugte til det og få mulighed for at gøre det igen og igen. Verden skal opleves – ikke som tilskuer, men aktivt. Græsset skal betrædes, sneen skal smages og der skal være mulighed for at trække vejret i modvind. Rummet og rutiner skal støtte børnene i, på sigt, at kunne mestre vigtige færdigheder som sprog, at lege med andre børn og spise sin mad. Hverdagens rutiner og ugens arbejdsplan har hele tiden det sansemotoriske og mødet med de andre børn som omdrejningspunkt.
De ældste vuggestuebørn
For de 2-3 årige er sproget og kommunikation et vigtigt grundlag for deres trivsel og læring. De har styr på ”at her er jeg og du er der” og simple rollelege kan leges i.
De har opnået mange færdigheder og via sproget oplever de hvordan ønsker og meninger kan modtages og forstås af andre. Sociale kompetencer skal trænes i deres lege og deres nysgerrighed på verden skal mødes med en kammerat i hånden. Sanglege og historielæsning er vigtige elementer i hverdagen hvor følelser som ked af det, bange, sjov osv. indgår. Historier er omdrejningspunktet i de 2-3 åriges projekt, da denne aldersgruppe er særligt optaget af at få læst eller fortalt en historie, eller kigge i en bog, alene eller sammen med en kammerat. De 2-3 årige profiterer også af at høre den samme historie om og om igen. Med sproget/historierne som udgangspunkt, arbejder vi os sammen gennem bl.a. kreative processer, kropslige udfoldelser og udelivets tilbud. Vi undersøger sprogets mangfoldighed, samtidig med at vi bliver mere og mere bevidste om os selv, og at vi er en del af fællesskabet.
Den yngste børnehave gruppe
For de 3 - 4 årige er det vigtigste at lege og rollelegen har særlig betydning. Igennem den bearbejder de oplevelser og tilegner sig nye kompetencer. De øver konkrete færdigheder, som at bygge en bus og dække et kaffebord, men vigtigst også færdigheder i form af relations dannelse. Hvordan får man legekammerater, og hvordan bidrager man med gode ideer til legen ”på den gode måde”. Udover at understøtte børnenes legemuligheder, ved at sikre plads, tid og materialer skal personalet give børnene oplevelser, de kan bruge i deres lege.
Vi arbejder med det, så børnene kan lære noget om sig selv, men også få et kendskab til de andre børn, og på den måde blive en styrke for fællesskabet.
For denne aldersgruppe har gentagelser stor betydning, derfor forsøger vi at planlægge, så vi kan prøve aktiviteterne mere end en gang.
Alle lege har deres egen værdi, men især ved legen ”far, mor og børn” skal personalet være opmærksomme på, hvordan børnene bringer deres egen livserfaring ind i det fælles og bliver mødt med respekt og interesse.
Mellembørnehave gruppen
De 4 til 5 årige børn har lært, at man kan klare meget ved at hjælpe hinanden, de har lært at byde ind i en leg, og at føle sig betydningsfulde for fællesskabet.
I denne alder sker der en udvikling fra "du og jeg" til det store fællesskab, fælles erfaringer og succes oplevelser. Børnene skal have mulighed for at opleve sig selv og andre som betydningsfulde for fællesskabet.
I projekterne får børnene mulighed for at lære sig meget om "kultur, æstetik og fællesskab". Udgangspunktet for dette er fællesskab, leg og tillid til hinanden.
Den ældste børnehavegruppe
De 5-6 årige børn ved meget, både om sig selv og verden omkring dem. De er på mange måder selvstændige og øver sig i at samarbejde, de er nysgerrige og vil meget gerne lære meget mere om sig selv og verden omkring dem.
I den alder er reglerne i legene vigtige, og de øver i at instruere hinanden og indgå i forhandlinger – ”Sku’ vi ikke sige at... ”
Rammen om vores projektforløb er ”natur, udeliv og science” da det understøtter den viden og erfaring de allerede har tilegnet sig og samtidig styrker deres nysgerrighed og lyst til at eksperimentere, undre sig og gøre sig førstehånds erfaringer med nogen af de teser der opstår undervejs i arbejdet med de 5 årige- Hvad mon der sker hvis...?... .